Tamattaasa

Antimobbe forening dannet i Grønland – ”Tamattaasa”

Politi, voksne på skolen, og kommunen kunne ikke gøre noget, da Erla Vinthers barnebarn på 7 år oplevede grov, voldsom mobning.
Han var flyttet til Nuuk fra Sverige, men har en grønlandsk mor, og en svensk far, og talte ikke grønlandsk. Det blev undskyldningen for mobningen der stod på i månedsvis, og som efter vold mod ham, fortsatte i skolen han gik på. Familien kæmpede, og kæmpede, men intet hjalp.

”Undskyldningen for volden, kalder jeg det, fordi vi véd at mobning drejer sig lige så meget om afmagt hos mobberen, som den der bliver mobbet. Eller oplever psykisk vold, nedgørelse, hån, eller fysisk afstraffelse, som vi så her. Det er ikke enstående for mit barnebarn. De der står som tilskuere til volden, den psykiske vold, eller hån og verbale overfald, er lige så ramt, som mobberen og offeret for mobningen”, siger Erla om, hvorfor foreningen ”Tamattaasa” blev stiftet.
”Jeg følte mig fuldstændigt magtesløs, her er nogle børn der i dén grad har brug for hjælp. Mobbekultur eksisterer blandt de voksne der passer på børnene, på arbejdspladser, i folkeskoler, og i daginstitutioner. Vi har behov for at snakke om det i vort samfund”, siger Erla, der blev valgt som formand videre.

Den stiftende generalforsamling byder også Erlas barnebarn, og Erlas ældre mor velkommen.
Erlas mor, fortalte om den dag, hvor hun fik opringningen at hendes barnebarn var på hospitalet for vold begået mod ham, kun 7 år gammel. Det var en frygtelig dag, sagde hun, så hun takkede alle fremmødte, og deltagende for, at gøre noget for at forhindre dette i fremtiden.
”Mobning må stoppes”, siger Oldemor. Hun fortæller også, at hun husker sin egen mobning her 75 år efter. Det virker stærkt på alle fremmødte.
”Alle har en mobbehistorie”, siger Christina Hardenberg, som blev valgt som talsperson.

Foreningen blev stiftet mens barnebarnet så til.
”I skal gøre, hvad I kan for andre”, siger han, da foreningen formelt er stiftet.
Efter barnebarnet og forældrene er gået fortsætter mødet. Der udveksles mobbehistorier. Enten som mobber, som mobbet, eller som tilskuer. Alle har en mobbehistorie.
Først til sidst diskuteres paragraffer, vedtægter og den slags formaliteter. Mobbehistorier berører dybt.

”Det kan ikke passe, at vi ikke kan hjælpe børn og unge, eller hinanden med at rumme og favne hinanden på en positiv måde. Mit barnebarn oplevede grov vold, og grov mobning over flere måneder, også af voksne i mobbecyklussen. Til sammen i foreningen har vi meget viden om mobning, og et stort netværk, og baserer arbejdet imod mobning på forskning, projekter fra andre lande, og faglig viden herhjemme fra. Det er vigtigt, at vi får oplyst samfundet om mobberiets dynamik. Og det er vigtigt vi får gjort noget ved mobning. Det skal simpelthen stoppes”, siger Erla Vinther slutteligt om stiftelsen af foreningen.

Foreningen fik sit navn, fordi det betyder noget i retning af ”vi er sammen om det”, men også kan betyde noget i retning af ”vi går i samme retning”.
”Hvis vi blot ser til, når nogen falder i floden, så er vi sådan set også med i mobbecyklussen. Men vi skal ikke blot redde børnene op af vandet. Vi skal gå længere op af floden, og se hvad der får dem til at falde i. Bliver de skubbet, skal vi finde ud af hvorfor de skubbes”, forklarer Christina Hardenberg.

Foreningens formål er, at arbejde i Grønland først og fremmest, men hente inspiration på tværs af Rigsfællesskabet, hos andre oprindelige inuit-kulturer i resten af verden, og at arbejde vidensbaseret med mobning i samfundet.
”Målet er først og fremmest at få en antimobbedag i Grønland, på folkeskolerne, og at skabe positive fællesskaber, samt at oplyse om, og tilvejebringe ny viden om mobning til børn og unge, lærere, forældre og samfundet. Som sagt, alle har en mobbehistorie. Det kunne være dejligt, om den blev kort og endte med, at mobbecyklussen blev stoppet”, slutter Erla Vinther.